Var til Justin Bieber koncert igår- og jeg havde forinden glædet mig til at observere “fænomenet”…. Tusindvis af teenage piger, hvis højeste drøm går i opfyldelse : at (næsten) møde deres store idol!
Dette er ikke en kommentar til musik/koncert kvaliteten. Jeg har bemærket at bla ekstrabladet tordner frem med kritik af bla lyd og ikke-overraskende performance. Jeg tror egentlig de over 40000 var godt tilfredse. Det var et show af format…. Og man fik oplevelsen af at være tæt på Bieber. Som til trods for den nærmest umenneskelige idol dyrkelse, stadig fremstår sød og på en eller anden måde lidt uskyldig.
Noget der gjorde et stort indtryk på mig, var alle de små unger, der holdt ud i timevis (koncerten var forsinket). De stod pakket ind mellem (for dem) – meget høje mennesker…. og ku derfor stort set ikke se en disse. Men de så yderst tilfredse ud- nærmest stolte. De VAR her! Selv tænkte jeg også at der var lidt “once in a lifetime” over det. SÅ populære idoler er der trods alt ikke så mange af- det er jo ikke hverdagskost, at være til stede ved sådan en begivenhed (og sådan en gang “masse-hysteri”).
Under koncerten stod jeg og tænkte på om paven mon er lige så populær. Det er helt VILDT!
Som psykolog interesserer det mig, hvad alt dette gør ved de unge! Hvad motiverer dem!?
Som ung er man som udgangspunkt identitets-søgende. Og til denne koncert fornemmede man en massiv (og sådan set positiv og glad) følelse af gruppe identitet. I disse tider, hvor forskellige former for gruppeidentitet i form af fundamentalisme stikker sit grimme ansigt frem, kan jeg ikke lade være med at tænke, at der er noget sundere og harmløst over dét at dyrke et pop-idol!
hvad er han så for en størrelse? Når man oplever ham live, fremstår han faktisk ret sød og naturlig. Well- det er et kæmpe show, hvor alt tydeligvis kører efter et nøje planlagt manus. Men Bieber virker veloplagt – og ikke mindst SØD! Jeg oplevede ikke at noget var for voldsomt- selv for de mindste!
I morges (søndag/dagen efter koncerten) overhørte jeg en skøn kommentar fra en far på min alder. Han var ved at fortælle hotel-receptionisten om koncerten. Han havde set at pressen i dag tordnede frem med kritik. Men mente personligt, at der nok var en god gang jalousi ind over. For (kommenterede han) halvtykke midaldrende danske mænd, kan det måske godt være træls at en smuk 19-årig i bar overkrop (som var temmelig pæn at kigge på), får så mange unge piger til at gå i masse-psykose!
Måske kunne dette være et lille hint til danske mænd at gå (bare lidt) højere op i hvordan de passer på deres krop, og klæder sig!
Hvad gør det mon ved et ungt menneske, at dyrke et idol så kraftigt? Som psykolog bygger min vurdering på samtaler med unge piger, der er forelskede i Bieber. De fremhæver den utrolige historie om en ganske almindelig dreng, der når helt til tops. At han har kæmpet for/ og troet på, at det lønnede sig at klø på, med det han brændte for (det var forøvrigt også hans opfordring til børn og unge ved koncerten: kæmp for/ og tro på jeres mål, hvad enten det er uddannelse eller musik).
Det er jo lidt “Askepot” over det. Men de unge fans er godt klar over, at han ikke er kommet sovende til sin succes. Så kan han give dette videre som en slags motivations-faktor for de unge; TRO på dig selv og dine mål- er det nok ikke så ringe endda!