For omkr 12 år siden blev jeg ramt af en voldsom forelskelse. I omkr 3 måneder sov jeg næsten ikke. Og havde ikke megen appetit. For mig oplevedes det som om mine sanser var skærpet. Alt i livet “smagte” mere intenst. Jeg mærkede i den grad at jeg levede!
Jeg så i dag en interessant udsendelse på DR2 om forelskelse. Forskning har påvist, at hos forelskede er serotonin niveauet lavt (svarende til feks serotonin niveau hos personer med OCD). Forelskede befinder sig i en slags stres-tilstand, og har dermed også forhøjet kortisol niveau.
Skal vi så prøve at undgå at blive forelskede- er det usundt?
Min vurdering tager afsæt i et psykologisk perspektiv (og ikke medicinsk).
Min egen forelskelse blev aldrig udlevet. Alligevel var det på mange måder en fantastisk tilstand at være i. Og denne tilstand var med til at booste til noget i mig, som jeg allerede var blevet opmærksom på: jeg burde lave forandringer i mit liv !
(dette fortæller jeg mere uddybende om i bogen “vorherres lille vidne”; udgivet på Forlaget Klim/ Århus 2011).
Man kan sige at det faktum, at jeg befandt mig i en emotionel følsom tilstand faktisk understøttede mit ønske om/vilje til at træffe beslutninger. Vigtige beslutninger med omfattende konsekvenser. Disse beslutninger omfattede langt mere og andet, end min forelskelse. Men mine forstærkede følelser hjalp mig på vej i beslutningsprocessen.
Interessant i denne forbindelse er, at et forskningsprojekt (ved University of Toronto) har påvist, at det center i hjernen, der normalt er forbundet med motivation og belønning bliver aktiveret ved forelskelse.
Min egen oplevelse ser jeg også finde sted i andres liv, når jeg taler med klienter i min psykolog praksis. Folk der træffer modige beslutninger om forandringer – og hvor en forelskelse ind i mellem er katalysator.
Jeg mener ikke at oplevelsen af en forelskelse altid fortæller os, at en skilsmisse feks er næste step. Forelskelsen kunne også være et hint om, at vi skal til at dyrke hinanden mere i vores forhold – ELLER tillade hinanden at udfolde os!