.
Alle kan drage fordel af terapi. Den fornemste opgave i forbindelse med terapien er, at hjælpe den enkelte til, i højere grad, at kunne trække på personlige ressourcer, hvilket vil være ensbetydende med at opleve en større glæde og tilfredshed.
Da menneskelig lindring og personlig udvikling er hovedformålet med al terapi, er det afgørende at skabe klarhed over, hvad der har størst effekt på outcome i terapi.
Der hersker efterhånden enighed om, at psykoterapi er et virksomt hjælpemiddel i forbindelse med lindring af personlige problemer af psykologisk karakter. Efterhånden foreligger mere end 1000 kontrollerede effektstudier, hvor behandlingsgrupper er blevet sammenlignet med kontrolgrupper, disse dokumenterer klart at psykoterapi i almindelighed virker bedre end ingen behandling. En meta-analyse, foretaget på baggrund af 475 kontrollerede effektstudier, viser at den gennemsnitlige klient, som modtager psykoterapi, efter behandlingen klarer sig bedre end 80 % af de klienter, der ikke modtager behandling.
Hvor forskellige retninger arbejder med specifikke faktorer såsom kognitive skemaer, eksponering osv., er der basale terapeutiske principper, der går igen på tværs af forskellige uddannelsesmæssige retninger. Klienter kan ofte være i besiddelse af mange ressourcer og forandringspotentialer, og at være for fokuseret på psykoteorier kan gøre at disse overses, idet mange psykoterapiteorier i højere grad handler om psykopatologi end forandring. Derfor trækker jeg i mit arbejde på fordele fra flere psykologiske teorier/principper, og forholder mig til den enkelte klient, og hvad denne specifikt vil kunne drage nytte af.
En skelnen kan dog være relevant i forbindelse med specifikke lidelser, da nogle teoretiske metoder kan have et fortrin frem for andre i forbindelse med disse. Alt efter hvor alvorlige patientens problemer er, kan specifikke og tekniske faktorer blive relativt vigtigere for terapiens udfald. Blandt andet har kognitiv terapi vist sig yderst effektiv i forbindelse med forskellige typer af angst. Denne viden tager jeg højde for i forbindelse med vurdering af optimalt personlig udbytte for den enkelte klient.